VedtægterMedlemmerDebatforumGalleriSangeGæstebogKontaktHall of Fame/Shame

§ 1
Navn og hjemsted

Foreningens navn er De Eksklusive og dens hjemsted er Københavns Kommune.

§ 2
Formål

Stk. 1 Foreningens formål er at sprede kendskabet til FC København generelt og fraktionen De Eksklusive i særdeleshed. Vi vil aktivt arbejde på at gøre Nedre C mere eksklusivt, at synge vores sange samt sprede en god og festlig stemning til alle kampe hvor FC København eller De Eksklusive deltager.

Stk. 2 Vi vil aktivt tage afstand fra enhver form for, vold, racistiske, politiske og andre diskriminerende handlinger.

Stk. 3 Vi vil deltage i alle former for sociale aktiviteter, der kan være med til at opnå De Eksklusives formål og som kan udvikle medlemmerne socialt, mentalt og også gerne fysisk.

Stk. 4 Vi vil skabe et miljø hvor der er plads til alle medlemmer, og hvor sammenholdet i foreningen kan styrkes og udvikles.


§ 3
Generalforsamling

Stk. 1 Foreningens øverste organ er Generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal afholdes sidste lørdag i februar måned hvert år. På Generalforsamlingen vælges medlemmer til bestyrelsen.

Stk. 2 Bestyrelsen sørger for, at dagsorden bliver sendt ud til medlemmerne senest 14 dage før.

Stk. 3 Ekstraordinær Generalforsamling følger reglerne for ordinær Generalforsamling. Dog skal den indkaldes med minimum 14 dages varsel.

§ 4
Foreningens bestyrelse

Stk. 1 Foreningen ledes af en bestyrelse på 3-7 medlemmer, som varetager foreningens interesser og tilgodeser at foreningen lever op til sit formål.

Stk. 2 Et medlem af bestyrelsen vælges for en periode på 2 år. I lige år er tre medlemmer på valg og ulige år er fire medlemmer på valg. Formanden (Præsidenten), 2. næstformand (2. vicepræsident) og to menige medlemmer vælges i ulige år, og 1. næstformand (1. vicepræsident), Kasserer (økonomiministeren) og et menigt medlem vælges i lige år.

Stk. 3 Herudover skal hvert år vælges en suppleant for en periode på 1 år, som indtræder i bestyrelsen hvis nogen af de ovennævnte medlemmer på grund af sygdom eller bortrejse får længerevarende forfald eller udtræder af bestyrelsen. Ved udmeldelse af foreningen udtræder medlemmet automatisk af bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde indtræder suppleanten for den resterende del af perioden. Suppleanten kan deltage på bestyrelsesmøder såfremt denne ønsker dette.

Stk. 4 Der kan ske genvalg til bestyrelsen.

Stk. 5 Vælges et nuværende medlem af bestyrelsen til en anden post uden at dets egen post er på valg, skal der vælges en ny til den fratrædende post, indtil samtlige poster er fordelt.

§ 5
Valgbarhed/valgret

Stk. 1 Medlemmer af De Eksklusive er valgbare og har valgret til bestyrelsen. Præsidenten er mødeleder og står for den praktiske gennemførelse af valghandlingen.

Stk. 2 Såfremt nye medlemmer på en Generalforsamling optages som medlemmer af foreningen skal dåbsritualet foregå inden valghandlingen.

Stk. 3 Der vælges blandt de opstillede kandidater, og alle medlemmer har én stemme ved valget. Denne kan afgives ved skriftlig fuldmagt.

§ 6
Bestyrelsens virksomhed

Stk. 1 Bestyrelsen afholder bestyrelsesmøde når det er nødvendigt – dog minimum to gange om året. Præsidenten indkalder til bestyrelsesmøde eller af to bestyrelsesmedlemmer i forening - gerne elektronisk. Dagsorden skal udsendes i god tid inden mødet. Dirigent og referent udpeges på mødet.

Stk. 2 Bestyrelsen træffer afgørelse ved simpelt flertal, og ved stemmelighed er Præsidentens stemme afgørende. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig såfremt mindst fire medlemmer af bestyrelsen er til stede.

Stk. 3 Bestyrelsen kan træffe beslutninger der kræver uopsættelig virkning, såfremt mindst fem medlemmer afgiver stemme. Et forslag skal vedtages med minimum fire stemmer. Efterfølgende skal beslutningen føres til protokol ved næste ordinære bestyrelsesmøde.

Stk. 4 Der kan kun stemmes ved fuldmagt, såfremt fuldmagten er skriftlig og er givet for et specifikt bestyrelsesmøde og til en angiven person, der skal være bestyrelsesmedlem. Fuldmagten må ikke indeholde bindinger med hensyn til afstemninger.

Stk. 5 Brug af foreningens formue kræver bestyrelsens godkendelse. Bestyrelsen kan til enhver tid råde over 25 % af foreningens formue så længe midlerne bruges jf. foreningens formål. Større beløb kræver Generalforsamlingens godkendelse.

Stk. 6 I særlige tilfælde kan en godkendelse indhentes efter udgiftens afholdelse såfremt godkendelsen ikke kunne have været indhentet tidligere.

§ 7
Optagelse af nye medlemmer

Stk.1 Nye medlemmer skal kunne opfylde nedenstående kriterier for at kunne ansøge om medlemskab af foreningen:

§ Erklære sig enig i foreningens formål og vedtægter,
§ Anbefales af et eller flere nuværende medlemmer af foreningen,
§ Anse Nedre C som sit faste stå-sted i Parken,
§ Komme regelmæssigt på Nedre C,
§ Aktivt bevise sit værd på lægterne qua sang, dans og andre løjer,
§ Lade sig introducere behørigt for de øvrige medlemmer.

Nye medlemmer opfordres til:
§ At deltage på Indersiden
§ At være medlem af FCKFC

Stk. 2. En ansøgning skal være skriftlig og være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før Generalforsamlingen eller Sommerfesten.

Stk. 2 Nye medlemmer kan kun optages som medlemmer på Generalforsamlingen eller til Sommerfesten ved en Champagne-dåb. Nye medlemmer skal vælge et medlemsnummer som ikke allerede er taget i brug.

Stk. 3 Om en ansøger kan optages som medlem afgøres ved afstemning. Ved stemmelighed er Præsidentens stemme afgørende.

§ 8
Passive Medlemmer

Stk. 1 Et medlem kan være passivt medlem af foreningen såfremt det passive medlem opfylder ovenstående kriterier, jf. § 7 i hovedtræk. Det er op til medlemmerne af foreningen om en ansøger kan bevilliges status som passivt medlem.

Stk. 2 Passive medlemmer har adgang til Generalforsamling og Sommerfest ved egenbetaling, men har ikke stemmeret. Der kan ikke ske fradrag af årskontingent.
Passive medlemmer opnår ret til at vælge medlemsnummer samt adgang til forum på de-eksklusive.dk

§ 9
Kontingent

Stk. 1 Kontingentet er for nærværende kr. 50 per måned, som indbetales forud eller løbende den første i måneden til den af Økonomiministeren anviste konto. Kontingent skal indbetales elektronisk

Stk. 2 Passive medlemmer betaler et årskontingent på kr. 100 som indbetales på den af Økonomiministeren anviste konto.

Stk. 3 Forhøjelse af kontingent kan kun ske ved vedtagelse på Generalforsamlingen eller en ekstraordinær Generalforsamling.


§ 10
Udvalg

Stk. 1 Bestyrelsen eller Generalforsamling kan nedsætte udvalg på mindst to medlemmer såfremt det anses for nødvendigt. Et udvalg skal ledes af en formand som udvalget selv konstituerer.

Stk. 2 Et udvalg har pligt til at holde bestyrelsen løbende orienteret om arbejdet i udvalget såfremt bestyrelsen fremsætter ønske herom.

Stk. 3 Et udvalg kan råde over et beløb på kr. 10 per deltager til udvalgets møder – dog maksimalt 2 gange årligt. Regnskab for udvalgets økonomiske dispositioner skal aflægges for Økonomiministeren.

§ 11
Disciplinærudvalget

Stk. 1 Disciplinærudvalget er et stående udvalg bestående af Præsidenten, 1. Vicepræsident og 2. Vicepræsident. Udvalget behandler disciplinærsager omkring medlemmers overtrædelser af denne vedtægt.

Stk. 2 Såfremt et disciplinærudvalgsmedlem selv er indberettet for disciplinærudvalget, udpeges et andet bestyrelsesmedlem til udvalget.

Stk. 3 Udvalget kan på egen hånd optage sager til behandling eller efter anmodning af minimum to af foreningens medlemmer. Forældelsesfristen for udvalgets behandling af sager er 6 måneder fra et medlem af udvalgets kendskab til overtrædelsen.

Stk. 4 Som sanktion har udvalget følgende muligheder:
§ Påtale af medlemmets handling,
§ Karantæne fra et eller flere af foreningens arrangementer,
§ Afgift med følgende takster:
1. 20 kr. for ikke at tilbyde sæsonkort til andre medlemmer
2. 1-3 flaske(r) champagne (eller hvad der kan sidestilles hermed) for grovere forsømmelser som eksempelvis gentagne gange ikke rettidigt at betale kontingent.


§ 12
Eksklusion

Stk. 1 Et medlem kan ekskluderes af foreningen såfremt medlemmet gentagne gange overtræder foreningens formål, sætter foreningen i miskredit eller på anden måde skader foreningen og/eller dets medlemmer.

Stk. 2 En eksklusion skal vedtages på Generalforsamlingen eller en ekstraordinær Generalforsamling.
§ 13
Nedlæggelse

Stk. 1 Kun Generalforsamlingen kan træffe beslutning om nedlæggelse af foreningen. Mindst ¾ af foreningens medlemmer skal stemme for forslaget.

Stk. 2 En evt. formue skal anvendes til et velgørende formål som Generalforsamlingen skal godkende ved simpelt flertal.


Vedtaget på stiftende Generalforsamling den 23.02.2008 af: El Presidente